Klumme

Der findes kun to slags problemer

By 28. oktober 2018 No Comments

Lad os bare være ærlige: Både du og jeg har problemer. Men har du nogensinde tænkt over, at der egentlig kun findes to slags problemer? Midlertidige problemer og permanente problemer – lad os kalde sidstnævnte for livsomstændigheder. Den første slags problemer kan løses. De permanente kan ikke. Her er det farvel til brok og goddag til accept, der er svaret.

En voksen hjerne vejer ca. 1300 gram, og når den opfatter noget som et problem, så går den straks i fixermode. Problemer er til for at blive løst, har vi lært. De fleste hjernegram glemmer dog ofte, at der er ting, det ligger uden for vores rækkevidde at gøre noget ved.

Vi kan fx ikke gøre noget ved, at tiden går. Alligevel bruger vi en masse energi (og tid) på at brokke os over, at tiden flyver afsted, at den går for langsomt, eller at vi har for lidt af den. Vi investerer i programmer og kalendere, der skal hjælpe os med at administrere vores tid, så vi kan få mere af den. Men det vil tiden sk*** på. Den går, som det passer den.

Vi kan ikke gøre noget ved vores alder, og hvordan den får os til at føle os eller se ud. Men vi prøver som bare pokker: med botox, ansigtsløftninger, silikonebryster, hårimplantater og overdreven fysisk træning. Det kan godt være, det giver selvtilliden et boost, men det koger ikke tallet på vores dåbsattest ned til en magiterning.

Andres personlighed eller måde at være på, kan vi heller ikke ændre. Den adfærd, der pisser os af ved andre, forandrer sig kun, hvis adfærdsejeren selv ønsker at ændre den. Så hvorfor bruge din dyrebare tid på at forsøge at lave den om? I stedet kan du minimere kontakten med vedkommende – eller droppe den helt. Du må godt.

Fortiden kan heller ikke ændres. For nogle ville det være en gave fra himmelen, hvis det kunne lade sig gøre. Men lige meget, hvor meget vi med tankens eller samtalens kraft prøver, så kan vi ikke spole tiden (der var den igen) tilbage og vende polerne på de oplevelser, der har sat grimme spor i det indre univers. Er det så ikke spild af liv at bruge nutidskrudt på at prøve at ændre fortiden?

Det, du kan ændre, er de midlertidige problemer. Hænger dit arbejde dig langt ud af halsen? Find et nyt. Er dit ægteskab visnet? Gør noget for at få liv i det igen – eller bliv skilt. Er du træt af topmaven og dobbelthagen? Spis mindre og rør dig mere. Bliver dine grænser overskredet? Sig fra.

Midlertidige problemer har du al magt til at løse. Midlertidige problemer kan du gøre noget ved. Hvis du beslutter dig for det. Valget er dit. Vil du nøjes med at brokke dig over dem, eller vil du handle?

Min egen erfaring er, at det bliver lettere at acceptere de livsomstændigheder, du alligevel ikke kan lave om på, når du bruger de fleste gram af din hjernekapacitet til at fokusere på de problemer, det er muligt for dig at knuse.

Leave a Reply