fbpx
Blogindlæg

Tilgivelse er noget opreklameret fis

By 13. september 2019 No Comments

“Den eneste måde, du kommer videre på, er, hvis du tilgiver dem. Du er nødt til tilgive dem”.

Hvor mange gange har du hørt dine veninder sige, at du skal tilgive dem, når du har beklaget dig til dem over din fortid?

Sikkert mange flere gange end du har fingre og tæer til at tælle.

Men hvad er dét dér tilgivelse egentlig for noget?

Jamen altså.

Når Oprah siger det …

Du har nok hørt den med, at:

  • tilgivelse ikke gør det gjorte ugjort
  • tilgivelse er for din egen skyld.

Måske du også har hørt – eller læst – Oprah Winfreys definition af tilgivelse: “Forgiveness is giving op the hope that the past could have been any different”. (Tilgivelse er at opgive håbet om, at fortiden kunne have været anderledes, end den er).

Den tilgang til tilgivelse kan jeg sådan set godt forholde mig til. Og når Oprah siger det, så er det nok rigtigt, ikk’? Men selvom hendes definition gav – og giver mening – så har jeg det stadig virkelig stramt med tilgivelse.

Og jeg har i 100 år slået mig selv i hovedet, fordi jeg ikke “bare” kunne tilgive og komme videre. Alle sagde jo, at det ville være bedst for mig.

Jeg har brugt et astronomisk antal timer på at pærre rundt i, hvorfor tingene var, som de var og på at tænke “Hvis bare …”.

Genudsendelse af dit liv

Faktum er dog, at ingen af delene har ændret noget. Mine følelser forbundet med min fortid, forblev de samme.

Som årene gik, blev det mere og mere tydeligt for mig, at jeg måtte gøre noget, hvis jeg ikke skulle slide mig selv op ved at trave rundt i fortiden.  Et liv i fortiden er ren og skær genudsendelse af dit liv. Lidt lige som en lørdag aften på tv.

Jo oftere du genbesøger din fortid, jo oftere piller du i et sår, der for længst skulle have haft lov til at hele. Jeg kunne godt kalde det retraumatisering.

Svært at vende ryggen til

Det er svært som bare pokker at vende ryggen til fortiden. Især, hvis du – lige som jeg – har haft den (dårlige) vane at bekræfte dig selv i, hvor skidt den har været. Jeg gjorde det i stor stil ved at læse stakkevis af bøger om bl.a. svigt og psykiske overgreb.

Al den viden, jeg fik ind under huden, understøttede mig i, at det da godt nok havde været en jammerlig opvækst, jeg havde været igennem.

Og ja – der er ting, jeg har rigtig svært ved at forstå og (nok) for altid vil begræde at have været igennem. MEN. På den anden side af den betragtning er jeg af den overbevisning, at min opvækst har gjort mig til den, jeg er i dag. Uden de oplevelser, jeg har med mig, var jeg ikke blevet mig. Og sagt i al beskedenhed: Jeg er faktisk ret godt tilfreds med den, jeg er.

Men tilbage til tilgivelsen.

Et besøg hos præsten ændrede alt

Jeg valgte at besøge en præst, hvor jeg bor. Et vidunderligt menneske, som med nærvær og den største ro tog sig tid til at vende med mig, hvad tilgivelse egentlig er. For det var gået op for mig, at tilgivelse nærmest blev brugt i flæng. Som en vare, du kan købe i Fakta. Så står du der ved kassen: to liter mælk, kartofler, toiletpapir og … en pakke tilgivelse.

Jeg ku’ simpelthen ikke forlige mig med det.

I løbet at samtalen med præsten kom vi ind på det der med, at tilgivelse sætter én fri. Jeg ville hellere end gerne føle mig fri, men jeg vred mig i stolen: Hvorfor skal jeg give noget til dem, som i min optik har gjort mig ondt?

I dag kan jeg godt se, at jeg var fanget i at spille offerrollen til perfektion. Ikke rart at erkende, men hey … jeg døde ikke af det.

Samtalen med præsten summede i mit hoved længe efter, jeg kom hjem. Hendes ord og betragtninger havde dybde og vid. Men det var stadig den teologiske version af at gøre sig fri, der ville høres.

Lige pludselig slog det mig: Det er FRISÆTTELSE, jeg har brug for. Jeg skal sætte mig selv fri. Så handler det om mig og ikke om dem.

Sådan sætter du dig selv fri

Og hvordan sætter du så dig selv fri? Hvordan gør du dig selv fri af den fortid, der har lagt bånd på dig i din nutid?

Svaret er ACCEPT.

Accepten af, at du har det med dig, som du har. Accepten af, at du ikke kan lave det om, der er sket.

Når dén lander, accepten, så lander med tiden også erkendelsen af, at du – og kun du bestemmer, hvordan du vil se på det, du har med dig. Hvad du vil tænke … om det, om dem og om DIG.

For mig har det medført en helt enorm fornemmelse af LETHED og FRIHED til at være den, jeg inderst inde er, at jeg har sat mig selv fri af fortiden. Det er noget, jeg selv har gjort – for min egen skyld. Ikke for nogen andens.

I min optik er tilgivelse noget opreklameret fis.

Du skal ikke give noget til andre – du skal give noget til dig selv.

Det gør du ved at SÆTTE DIG SELV FRI.

 

Smid en kommentar – jeg vil vildt gerne høre, hvad du tænker.

Leave a Reply