Jeg spiser personlig udvikling til morgenmad

Jeg tror på, at alle kan lære noget nyt om sig selv. Jeg mener faktisk, at vi er forpligtet til at være nysgerrige på os selv. Hvis vi tør se os selv i øjnene og mærke efter, hvad der sker inden i os, så giver vi os selv mulighed for at skabe det mest fantastiske liv. Ser vi bare til, sker der aller en ski’ (som vi siger på Fyn), og vores liv stagnerer.

At udvikle sig på det personlige plan er derfor en gave for mig – hver dag. Jo klogere jeg bliver på mig selv, jo mere mening giver mit liv … og jo mere har jeg at bidrage til andre med.

Min interesse for personlig udvikling blev for alvor vakt, da jeg blev skilt i 2007 og skulle finde hoved og hale i at skabe et nyt liv som alenemor. Siden da har jeg ivrigt fortæret stakkevis af bøger, podcasts og videoer, der har beriget mig liv med nye indsigter og vinkler på livet og verden.

Mit hjerte banker for udsatte mennesker

Jeg tror på, at alle mennesker har behov for at blive set. Hjemløse får ofte en skilling, et kram og et par ord med på vejen, når jeg møder dem. Er overskuddet til det, inviterer jeg dem ind i mit hjem til et måltid mad. Jeg kender selv alt til at føle mig usynlig og uden for fællesskabet. Sådan skal ingen have det.

Som yngre arbejdede jeg som opsøgende gademedarbejder blandt udsatte børn og unge. I sommeren 2018 sagde jeg et rungende ja til at stå i spidsen for et ugentlig værested for unge, der ikke lige passer ind i se-mig-og-mit-perfekte-liv kulturen.

Da fyrværkerifabrikken i Seest eksploderede i slutningen af 2004, iværksatte jeg i løbet af 24 timer en indsamling. Den gav mere end en halv million kroner, der blev fordelt blandt dem, der trængte til en økonomisk hjælpende hånd. Og ja – jeg er s** stolt over, at selveste Kongehuset donerede en klækkelig sum.

Humor … uden den visner jeg

Humor er lige så vigtigt for mig, som den ilt, jeg indånder. Jo mere skæv og langt ude, jo bedre. Platte vittigheder, stand-up og ordspil, der bare bliver ved. Det bliver et jatak herfra.

Der findes – næsten – ikke noget bedre end at grine. Den lette fornemmelse i kroppen, når et godt grin er stilnet af og lattertårerne tørret bort. I love it.

Vi skal grine med hinanden – ikke af hinanden. Og så er jeg efterhånden blevet god til at grine af mig selv. Jeg har nemlig fundet ud af, at det faktisk letter mange byrder fra ens skuldre, når man ikke tager sig selv så alvorligt. Vi skal have det sjovt i den korte tid, vi er her.

Hvis jeg kunne, ville jeg spole tiden tilbage …

… og forsikre den unge udgave af mig selv om, at min intuition altid giver mig det svar, der er rigtigt for mig.
HUSK – du kender din egen sandhed; ingen skal fortælle dig, at det du tænker og føler er forkert.

… og sige f*** dig, frygt, og søge ind på det universitet i Californien, som jeg havde udfyldt optagelsespapirerne til.
HUSK – modet til at gøre det, du gerne vil, kommer, når du handler.

… og sige nej, alle de gange, jeg har enten tiet eller sagt ja til noget, der ikke var rigtigt for mig.
HUSK – du er den eneste, der ved, hvordan du gerne vil leve dit liv.

Og så lige den formelle

Personlig udvikling
Da jeg i 2015 afsluttede min uddannelse som NLP Business Practitioner, var det med armene højt over hovedet. Aldrig har noget føltes naturligt og ligetil for mig at beskæftige mig med. At lukke døren op til en verden, der beskæftiger sig med, hvorfor mennesker tænker og handler, som de gør, satte en fed streg under, at personlig udvikling er min foretrukne morgenmad.

Universitet
I 2000 kunne jeg kalde mig selv cand.mag. i dansk og kulturformidling fra Syddansk Universitet. Mit speciale handler om unge og identitetsdannelse. Det blev skrevet i soveværelset i min gamle lejlighed, der gik under navnet ‘Boksen’, fordi den ikke var meget større end en flyttekasse.

Tørre tal
Dengang det var et hit med skulderpuder og permanentkrøller, blev jeg – trods min aversion mod tal og stillesiddende arbejde – uddannet kontorassistent på et revisionskontor. Fagligt lagde jeg efter fire år den – i min optik – støvede verden bag mig, men heldigvis ikke den sociale del af ‘festen’. Den dag i dag står den jævnligt på gode samtaler og vin i glasset med kollegaer fra gamle dage.